Cura Pleje og Gribskov Kommune tilbyder fælles kursus til hjemmehjælpere i ældreplejen
Hjemmehjælpere i både private og kommunale job får nu AMU-bevis på nyt deltids-kursus i Nordsjælland. Med støtte fra SOSU H sørger Cura Plejes kvalitetssygeplejerske Mette Fischer for, at ældreplejere med hjertet på rette sted, er parat til at klare fremtidens omsorg.
Tidligere kunne jeg godt stå i en situation med en borger, der ikke vil tage sin medicin, og tænke: Hvad gør jeg nu?” fortæller Bahar Sahan fra Cura Pleje, der er på kursus hos SOSU H i arbejdstiden.
Bahar Sahan er egentlig uddannet pædagog, men har skiftet spor for det sidste år at arbejde i hjemmeplejen hos Cura Pleje.
Øjenåbnende
Hun er én af de dygtige ufaglærte hjemmehjælpere, som både Cura Pleje og Gribskov Kommune gerne vil have flere af nu og fremtiden. Derfor investerer de i et kursus, som løfter Bahar Sahans faglighed med ny viden og kompetencer:
Om alt fra læren om, hvordan man bruger sin krop rigtigt i det fysiske arbejde til hygiejne, medicin, magtanvendelse og tidlige tegn på sygdom hos ældre og plejekrævende:
“Det er virkelig rart at få mere viden. Det giver mig mere selvtillid, når jeg ikke hele tiden skal spørge mine kolleger,” fortæller Bahar Sahan om det øjenåbnende kursus:
“Hvis for eksempel en borger ikke vil have sin medicin, så ved jeg nu, helt præcis hvad proceduren er i forhold til borgerens ret til selvbestemmelse og vores pligt til at sikre nødvendig medicin,” fortæller Bahar, der som ufaglært allerede glæder sig til næste kursusgang, så hun til sommer kan få et AMU-bevis.
Uundværlige hjemmeplejere
Det er kvalitets- og udviklingssygeplejerske hos Cura Pleje, Mette Fischer, der står for kurset for de ufaglærte hjemmehjælpere – fra både egne og kommunens rækker:
“Vi har den fælles udfordring, at vi har svært ved at undvære vores ansatte i hele dage, så vi er gået sammen med Kompetencecenteret, SOSU H, om at tilrettelægge et kursus, hvor jeg underviser over ni halve dage, i stedet for fem hele,” fortæller Mette Fischer.
Hendes kursister veksler derfor mellem morgen- og aftenvagter og en halv dag på skolebænken, hvor de bliver klædt på til at løfte fremtidens stadig mere komplicerede omsorgsopgave, når flere ældres sundhed og trivsel skal sikres i eget hjem.
Gæstelærer fra Cura Pleje
Gruppen af 22 kursister spænder vidt: Fra hjemmehjælpere, der har været i faget i 10 år, til nye kræfter, der er begyndt på jobbet for et par måneder siden.
Kurset foregår i Gribskov Kommunes lokaler, og staten giver tilskud til kursisternes løn under uddannelse. Mens kvaliteten sikres af Kompetencecenteret, SOSU H, der sender en underviser til prøveafvikling og fører tilsyn undervejs.
Mette Fischers indsats som gæstelærer bygger på Kompetencecenter SOSU H’s forsøg med friere brug af gæstelærere, som gør det muligt for specialiserede medarbejdere at stå for et delvist eller helt AMU-forløb.
På den måde bliver udviklingen af medarbejderne mere fleksibel, lokalt forankret og tæt på praksis til gavn for alle involverede.
I Gribskov Kommune er kvalitetskoordinator i Center for Omsorg og Sundhed Lise Bernhard glad for samarbejdet med Cura Pleje og SOSU H:
“Det er godt at lave noget på tværs, at lade sig inspirere af andre og møde medarbejdere, som man kan have faglige drøftelser og fælles læring med,” udtaler hun og tilføjer, at kurser som det Gribskov her har været med til at lave er en god fleksibel måde at motivere flere til at uddanne sig, så flere kan sammensætte deres egne forløb:
“Det er den rigtige vej at gå på sundhedsområdet i Danmark, fordi vi har brug for at uddanne dem, der kan og vil,” udtaler Lise Bernhard fra Gribskov Kommune.
SOSU H: Flot samarbejde
I fremtiden får vi i Danmark behov for både mere og mere avanceret ældrepleje, når antallet af ældre – også syge og demente ældre – der bor i eget hjem stiger markant.
Konsulent Marie-Louise Reitov fra Kompetencecenter SOSU H støtter samarbejder, hvor virksomheder og kommuner går sammen om at give medarbejdere et kompetence-løft:
“Vi oplever, at begge parter får mere styr på faglighed, mens de løfter en gruppe ufaglærte medarbejdere,” udtaler Marie-Louise Reitov og tilføjer:
“Så det er meget positivt, at Cura Pleje tager det her initiativ til gavn for både medarbejdere og borgere”.
For Cura Plejes direktør Jakob Damsgård er der ingen tvivl om, at fremtidens ældrepleje bliver mere kompleks:
“Omsorg alene er ikke nok. Borgerne vil i stigende grad have flere samtidige behov, og derfor er høj faglighed og en løbende uddannelse af vores medarbejdere afgørende for vores kvalitet.”
OM AMU-FORLØB MED CURA PLEJE
Kompetencecenter SOSU H støtter Cura Pleje i at afvikle et AMU-forløb i foråret 2026. Læs mere om ordningen med gæstelærere her: https://uvm.dk/uddannelse-til-voksne/arbejdsmarkedsuddannelser/puljer-forsoeg-og-kvalitetssikring/puljer-og-forsoegsordninger/igangvaerende-puljer-og-forsoeg/forsoeg-med-friere-brug-af-gaestelaerere-i-amu/