“Hvorfor skal det hele foregå via de her apparater?” Tidligere husholdningslærer Dorthe Madsen i Espergærde er lige kommet med i en eksklusiv klub: De 100-årige. Hun husker, da tyskerne fløj ind over barndommens marker uden for Aalborg, og et sammenhold, der var bedre inden digitaliseringen

Dorthe Madsen er født på slægtens gård gennem seks generationer i Nordjylland. 

Hun voksede op i et kærligt hjem med mor, far, storebror og en lillebror, der kom til under krigen.

Churchill-klubben

Dorthe gik på privatskole i Aalborg, fordi forældrene ikke var meget for det, de kaldte “la la” på landsbyskolen, og så var hun venner med de drenge, der siden skulle blive berømte for at danne Churchill-klubben, Danmarks første registrerede modstandsgruppe bestående af drenge på 14-17 år.

For den 9. april 1940 blev det vante liv på gården med køer, grise, høns, kalkuner og gæs afbrudt af larm over familiens jord ned til Limfjorden:

“Vi sad ved morgenbordet, da tyskerne kom flyvende hen over tage og trætoppe. De var så tæt på, at man kunne se ind i cockpittet. Det var voldsomt,” husker Dorthe.

Bombet flyveplads

Hun tog dog i skole, og senere kom hendes far forbi, da han havde været på Kvægtorvet i Aalborg, hvor landmændene mødtes om tirsdagen med deres kreaturer: 

“Er du bange, spurgte han? Det var jeg ikke,” husker Dorthe, der dengang i 1940 var 14 år. Det blev hun dog nogle dage efter, hvor hun ikke kunne sove hjemme på gården: 

“Der lød et stort bulder, og jeg gik ned til mor og far, men han blev vred og sagde, at det var katten på loftet, der larmede. Næste dag sagde han undskyld, for tyskerne havde bombet nede på Rørdahl Flyverplads, som vi ikke boede ret langt fra.”

Rygende skelet

Siden indtog tyskerne drengeskolen i Aalborg, så drengene kom over på Dorthes pigeskole:

“Selv skelettet fra biologilokalet kom med på ladet af en lastvogn, og så fik det en cigaret i munden, da det blev kørt gennem Aalborg. Dengang kunne man godt have noget morskab, selvom det også var alvorlige tider,” husker Dorthe.

Slagteren fra Hamborg

Livet under besættelsen betød, at gårdens karle skulle have passér-sedler. Dorthes familie skulle vise pas for at komme ind på deres egen jord. Og så var der rationering på alt, og tyskere i byen:

“Vi havde en soldat boende i gæsteværelset i nogle dage det år de kom. En slagter fra Hamborg, der var ude at se på vores grise: Han sagde til os allerede i maj: Hitler vinder ikke krigen,” husker Dorthe, der ikke selv turde lave sabotage, men vidste, hvem der gjorde:

En tændstik mod værnemagten

“Vi havde modstandsbevægelsens benzintønder stående, og min morbror, der var politibetjent gik under jorden hos os i en periode.”

“Nogle af mine venner fra Katedralskolen dannede Churchill-klubben. De lavede drengestreger som at sende en tændt tændstik ind i et vognlad med hø, kørt af tyskerne. De sneg sig også ind og stjal geværer fra værnemagten og blev fanget og sat i fængsel,” husker Dorthe med en vis gysen: 

“En af dem hoppede ud fra anden sal under en flugt og brækkede begge ben.”

Sammenhold

Men selvom besættelsestiden var mørk med sandsække for vinduerne, så husker Dorthe også sammenholdet. 

I 1943 var hun som ung ude at servere til et middagsselskab med 90 gæster, men så var der udgangsforbuddet: 

“Politiet sagde til os, at vi kunne holde festen, når blot der ikke kom noget som helst lys ud fra den. Og så kom de med salatfade og politibiler og kørte folk hjem bagefter,” fortæller Dorthe, når hun ser tilbage:

“Vi havde et stærkt sammenhold dengang, og vi fandt altid noget at glæde os over”.

Bolledame

Dorthe blev uddannet husholdningslærer på Sjælland og fortsatte med at undervise på skolen efter uddannelsen. Siden blev hun hjemkundskabslærer på Højdevang Skolen på Amager:

“Og så blev jeg bolledame,” griner Dorthe:

Det var dog ikke et job a la det Simon Spies tilbød Dorthes samtidige unge damer:

“Jeg bagte såmænd bare boller til de ældre på et plejehjem i Nivå. Men det var sjovt at sige til folk, når de spurgte, hvad jeg lavede.”

Unge af få ord

Når samtalen falder på fremtiden, er Dorthe ikke så optimistisk: 

“Jeg synes ikke, at fremtiden tegner så lys for de kommende generationer.”

“Hvilken fremtid er der for dem – med kunstig intelligens? Hvorfor skal alting foregå via de apparater?” spørger Dorthe, der mener, at vores liv som mennesker i hendes tid på Jorden har ændret sig mest markant på grund af digitaliseringen: 

“Før i tiden kunne vi sidde og hygge os sammen, men i dag vil børn og unge ikke undvære mobiltelefonen.”

Overflødige?

“De unge lærer ikke at kommunikere i dag. – Hvordan går det? Spørger man. – Fint, svarer de så. – Men hvad har du lavet i dag? – Øh. Der er ikke andet en enstavelsesord. Vi andre fortalte, om alt vi så og oplevede og spiste. Det gør de unge ikke på samme måde. Vi får ikke noget at vide,” siger Dorthe:

“Jeg bryder mig ikke om, at mennesket er ved at være overflødige. Det kan da godt være, at vi kan komme til at leve længere. Men hvad lever vi for?”

En god lang ungdom

Når samtalen falder på det lykkeligste, lyser 100 års fødselaren op i et smil ved tanken om sit bryllup med manden Emil:

“Det var min lykkeligste dag.”

Emil var programsekretær og blev redaktør i Danmarks Radio. Han var ellers uddannet landmand, og han og Dorthe mødtes som medlemmer af Venstres Ungdom på Christiansborg til en konference med Dansk Ungdoms Fællesråd:

“Vi blev først gift og flyttede sammen, da jeg var 41 år,” fortæller Dorthe. Parret fik aldrig børn, men de ville spare op til hus før de blev gift, så:

“Vi havde en god lang ungdom. Og så fik vi næsten 16 år sammen på Topasvej i Espergærde. Selvom det er 43 år siden, han døde i 1983, så savner jeg ham hver dag.”

Gode rødder – gode venner

Dorthe er aldrig blevet gift igen:

“Jeg var kun knap 57 år, men jeg havde ikke lyst til at få en ny mand, og jeg har altid haft det godt i mit eget selskab,” fortæller Dorthe, hvis gråhårede nevø kigger forbi med hjælp, mens artiklen bliver skrevet.

Det var nu ikke fordi, der manglede forslag til nye kærester, da Dorthe blev enke, men det gjorde ingen forskel, når lysten manglede:

“Jeg har aldrig haft brug for at rende med flokken. Det har ikke været nødvendigt for mig at gøre noget, bare fordi de andre gør. Måske fordi jeg har haft gode rødder. En god og kærlig opdragelse, som har givet mig en ballast,” filosoferer hun og tilføjer så med et smil: 

“Og hvor skulle jeg finde en mand, der vasker sine egne sokker? Det gjorde Emil.”

“Den kærlighed man har fået fra sin familie, de venner jeg har og har haft og det, at man har kunnet stole på folk. Det er meget værdifuldt.”

Brækket ryg – uden brok

I dag bor Dorthe Madsen i Espergærde og får hjemmehjælp fra Cura Pleje, da hun for tre år siden brækkede ryggen og siden har haft en del kvaler: 

“Da jeg blev kørt ned i 1996, gik det slemt ud over min skulder, som frøs. Den er løsnet igen, efter jeg faldt og brækkede ryggen for nogle år siden, men det er smertefuldt,” fortæller Dorthe, der i dag kommer rundt med rollator og hjælp fra hjemmeplejen, og bestemt ikke er den type, der brokker sig.

Det man ikke kan gøre noget ved

Synet er heller ikke, hvad det plejer at være, men Dorthe glæder sig så over, at hun er mentalt frisk og klar til sit 100 års gilde på Fiskeboden i Helsingør – og som hun har lært af sin mor:

“Det man ikke kan gøre noget ved, det må man lade ligge.”

Det sidste gælder dog ikke støv på reolerne:

“Jeg kan nu godt blive magtesløs over, at jeg ikke kan tørre dem af, fordi jeg går med rollatoren,” siger den gamle husholdningslærer med et glimt i øjet: 

“Så jeg er rigtig glad for mine hjemmehjælpere Natasja og Anelin, der kommer og hjælper mig,” siger Dorthe, hvis bedste råd til de yngre generationer der gerne vil være med i 100 års klubben:

“Det vigtigste for et godt langt liv er nok at være positiv, ikke at have for mange negative tanker og at være tro mod sig.”