Sofie Hviid er ekspert i forflytninger: "Min arbejdsplads er de ældres hjem"

“Det kan være svært at overbevise borgere om, at vi skal flytte rundt på ting derhjemme for at sikre deres trivsel og vores arbejdsmiljø,” fortæller Cura Plejes social og sundheds-hjælper Sofie Hviid, som er Albertslund afdelingens forflytnings-ekspert. Ifølge hende er løsningen respektfuld dialog og høj faglighed.

Med “forflytning” menes det det til tider vanskelige arbejde, der ligger i at hjælpe ældre, syge og handicappede med at skulle fra eksempelvis en seng og over i en kørestol eller på anden vis fra et sted til et andet i eget hjem.

Det er en kerneopgave for dygtige hjemmehjælpere. Men også en svær opgave, forklarer social og sundhedshjælper fra Cura Pleje Sofie Hviid:

“Vi skal finde en balance mellem den situation, at vi er i borgerens hjem samtidig med, at det er vores arbejdsplads,” fortæller Sofie Hviid:

“En udfordring kan for eksempel være, at et ægtepar ønsker at sove sammen, mens vi har brug for ekstra plads i soveværelset, fordi vi skal kunne komme rundt om sengen, når den ene part har brug for hjælp,” forklarer Sofie Hviid, som har uddannet sig med et særligt kursus i “forflytninger”, så hun kan vejlede sine kolleger hos Cura Pleje i Albertslund.

Vigtigt at være respektfuld
På spørgsmålet om, hvordan hun løser situationer, hvor borgerne ikke er helt enige i, hvad der skal ske, er Sofies svar klart:

“Jeg mener, at det som udgangspunkt er meget vigtigt at være respektfuld. Vi kan ikke bare vade ind med træsko på og sige: Det der skal flyttes, og det der skal væk. Det går ikke,” udtaler social- og sundhedshjælper Sofie Hviid:

“I stedet får vi en god dialog ved stille og roligt at fortælle, hvorfor vi har brug for den plads eller de hjælpemidler, vi har. Det er tit uvidenhed, der gør, at ældre borgere kan stille sig lidt kritisk over for ændringer.”

“Min oplevelse er, at de fleste borgere godt kan forstå, at vi skal kunne hjælpe dem, så ingen får skader.”

Jeg inddrager borgerne
34-årige Sofie Hviid er oprindeligt uddannet social- og sundhedshjælper på Sosu-skolen i Brøndby i 2011.

Hun valgte uddannelsen, da hun havde været med sin mormor på arbejde i hjemmeplejen.

Selvom Sofie husker, at der var lidt mere tid til kaffedrikning og hygge dengang hendes mormor hjalp de ældre, tiltalte jobbet hende fra starten, fordi hun godt kan lide at hjælpe andre  mennesker:

“Jeg inddrager altid borgerne, når jeg skal forklare dem, hvordan vi skal lave “forflytningen”, så deres egne kræfter også kommer i brug, og så det bliver let og overskueligt for dem,” forklarer Sofie Hviid.

Deler podcast om forflytninger
Cura Plejes Vicky Merachtzakis har som teamleder i Albertslund været med til at udpege Sofie Hviid til den særlige rolle med vejledning af kollegerne – ikke mindst for at sikre, at alle social og sundhedsassistenterne følger lovene:

“Vi følger som privat hjemmepleje de helt samme regler og krav, som man gør i den kommunale hjemmepleje, så vi må heller ikke løfte borgerne, som man gjorde før i tiden. Derfor er det også vigtigt for os, at Sofie kan vejlede i alle reglerne, så vi passer på os selv og hinanden,” fortæller Vicky Merachtzakis, der ikke er i tvivl om, at Sofie Hviids engagement i fagligheden inspirerer kollegerne:

“For eksempel har Sofie delt en podcast med hjælperne, hvor de kan lytte til flere gode råd om forflytning. Det synes jeg, er et rigtig godt initiativ,” udtaler Vicky Merachtzakis.

Et løst gulvtæppe
Sofie Hviid oplever, at social- og sundhedshjælpere er blevet  mere opmærksomme på, hvor meget der er på spil i forhold til “forflytninger” sammenlignet med, da Sofie selv var nyuddannet:

“Vores brancheorganisation BFA har stort fokus på arbejdsskader og på, at vi arbejder, så borgerne ikke kommer til skade,” forklarer Sofie Hviid om de mange farer – og dermed også regler – der er for hendes arbejde:

“Selv små ting som et løst gulvtæppe, et skævt dørtrin eller en borger, der ikke har det så godt en dag, kan være med til at føre til fald og uheld. Så vi skal lægge en god plan for alt, hvad vi gør,” fortæller Sofie Hviid, der er allermest stolt i sit arbejde, når hun oplever, at hun, kollegerne og borgerne samarbejder om at få løst en svær situation:

Det er ikke så lang tid siden, at Sofie var ude hos en borger, som havde svært ved at komme ud af sengen:

“Hun sled en masse, og hjælperne kunne ikke rigtig hjælpe hende, fordi hun var meget dårlig,” husker Sofie Hviid:

“Så var jeg med til at få lagt et glidestykke – som er noget særligt glat stof – ind under hende fra skulderen til hoften og nede ved fødderne også. På den måde kunne vi få hende op at sidde, og herfra kom hun så op at stå, så hun kunne kommer over i sin kørestol.”

Lyt til podcasten om forflytninger her: https://www.forflyt.dk/forflyt-med-omtanke/podcast

 

OM CURA PLEJE
Cura Pleje er en privat leverandør af helhedspleje til ældre i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør Kommune, som kan vælges på lige fod med det kommunale tilbud. Cura betyder “omsorg” på latin, og Cura Plejes medarbejdere arbejder målrettet med at møde de ældre, så plejen giver mere livskvalitet, sundhed og glæde.