Ny faglig koordinator hos Cura Pleje Helsingør: “De første møder er de vigtigste”

Henrik Vellier har altid været god til mennesker. Efter 10 år som social og sundhedsassistent i hjemmeplejen, glæder han sig nu til at træde ind i det faglige fællesskab som koordinator hos Cura Pleje Helsingør

Engang kom Henrik Vellier ud til en ny borger, som skulle starte i hjemmeplejen. Og han kunne fra starten fornemme, at hun havde en masse modstand i forhold til hjemmebesøget:

“Det var et velkomstbesøg, og jeg kunne bare mærke, at hun var utryg ved situationen, så jeg spurgte lige så stille og roligt, om det havde noget med mig at gøre,” fortæller Henrik Vellier om sin tilgang til mødet, som viste sig at åbne op for vigtige informationer:

“Det viser sig så, at hun tidligere har været udsat for et overgreb. Og vi får talt om det. Med den viden kunne jeg og vores hjemmepleje meget bedre yde en god pleje for hende. Den empati mener jeg er afgørende for at lykkes i vores fag” siger Henrik Vellier: 

“Og det er ikke nødvendigvis noget, der tager en masse ekstra tid. Men mere en indstilling til, hvordan vi bygger et godt fundament.”

Borgerkontakt, onboarding og medicinkørekort

Netop den opmærksomme opstart er vigtig for Henrik Vellier, når han nu går i gang med arbejdet som faglig koordinator i Cura Pleje Helsingør. 

“Jo stærkere start vi har hos vores borgere, jo bedre kan vi gøre det. Det betyder, at vi skal gøre os umage for at lytte rigtig godt efter i starten. Være nysgerrige og åbne og sikre en virkelig god dokumentation, så vi deler viden med hele vores team, når vi er ude.”

I Cura Pleje Helsingør skal Henrik blandt andet arbejde med borgerkontakt, onboarding af nye medarbejdere og sikring af medicinkørekort. Som faglig koordinator skal han desuden være sparringspartner for kollegerne i hverdagen og bidrage til klare og smidige arbejdsgange:

“Vi taler meget om at gerne ville have flere hænder i hjemmeplejen. Men i mit arbejde hos Cura Pleje vil jeg have fokus på at fjerne barrierer for at kunne gøre arbejdet godt med dem vi er i dag.” 

Faglig sparring

For teamleder Katja Boe Petersen betyder Henrik Velliers nye gang på kontoret i Helsingør, at der bliver mere overskud til at sparre med teamet: 

“Når Katrine er travl med vagtplanerne og jeg har det overordnede personaleansvar, får Henrik opgaven med i hverdagen at sætte sig sammen med medarbejderne og sparre om deres arbejdsgange og dokumentationen af alt det gode, de gør,” fortæller Katja Boe Petersen:

“Vi kan allerede nu mærke, at Henrik virkelig brænder for opgaven fagligt. Han er iderig og har et skarpt blik for vores arbejdsgange.”

OM HENRIK ALEXANDER VELLIER

Henrik Vellier er uddannet social og sundhedsassistent og kropsterapeut og har 10 års erfaring som social- og sundhedsassistent i Hørsholm Kommunes hjemmepleje og helhedsplejen i Gribskov Kommune, hvor han var en del af et udviklingsarbejde omkring den nye ældrelov