Amalie Prins er social- og sundhedshjælper og kommer fast hos Gentofte-borger Ehsan Nayebi, der har muskelsvind

Når Cura Pleje rykker ud til de unge: Amalie hjælper Ehsan med stylingen

Social- og sundhedshjælper Amalie Prins kommer hver morgen hos Ehsan Nayebi for at hjælpe ham op og i tøjet inden dagens studier og arbejde. Men Ehsan er ikke pensionist. Han er 41 år og sidder i kørestol på grund af muskelsvind.

Ehsan Nayebi har boet i stuelejligheden i Dyssegård siden 2014. Ehsan er grafisk designer og har arbejdet frivilligt for Den Sorte Diamant i København, men lige nu bruger han hverdagene på sine HF studier, hvor han er i gang med fag som arkitektur, psykologi og samfundsfag.

Det kræver fokus, ikke mindst fordi Ehsan er handicappet af en sygdom, der langsomt svækker hans muskelkraft.  Men på trods af det har han  fokus i dag, for hver morgen kommer 22-årige Amalie Prins, der er social- og sundhedshjælper hos Cura Pleje, og hjælper Ehsan op af sengen med en lift, i bad og i tøjet:

“Jeg har brug for helt særlig hjælp, og en god behandling er ret afgørende for mig, da det giver mig den koncentration, jeg skal have i forhold til min uddannelse,” fortæller Ehsan, som er meget glad for at have en fast hjælper som Amalie, som han er på bølgelængde med:

“Amalie hjælper også med lige at vælge den helt rigtige T-shirt, der matcher bukserne. Det betyder meget for mig, at hun også går op i det,” fortæller Ehsan Nayebi, der som grafisk designer har god sans for farver og stil og derfor sætter stor pris på at have en ung hjælper som Amalie.

Fast morgenhjælp
Ehsan valgte Cura Pleje som fast hjælp om morgenen for omkring 3 år siden. Og for halvandet år siden tog den tidligere plejer Anja den nye social- og sundhedshjælper Amalie med hen til Ehsan for at overdrage opgaven til hende: 

“Jeg var egentlig slet ikke indstillet på, at jeg skulle lave personlig pleje. Jeg havde bare forestillet mig, at jeg skulle gøre rent,” husker Amalie, der før jobbet hos Cura arbejdede i et rengøringsfirma men hurtigt blev glad for det nye arbejde og for at komme hos Ehsan Nayebi:

“Det er jo dejligt at mærke, at jeg kan gøre Ehsan glad. Jeg har god tid til at gøre mit arbejde, og jeg føler, at jeg er god til plejen og kan gøre en forskel. Der var en overgang i omkring fem måneder, hvor jeg mødte 20 minutter før min almindelige arbejdstid tre gange om ugen. På den måde kunne Ehsan nemlig nå sin sprogskole,” fortæller Amalie om sit job som fast plejer for Ehsan Nayebi, der oprindeligt kommer fra Afghanistan.

En god relation giver god pleje
Hos Cura Pleje oplever man, at der til en vis grad er stigende efterspørgsel på hjælp fra borgere og pårørende, der endnu ikke er nået pensionsalderen, men har fysiske udfordringer, der kalder på hjælp fra kommunen. 

Den yngste borger Cura Pleje hjælper i dag er en 2-årig pige, der skal følges til og fra institution, fordi hendes mor sidder i kørestol. 

Fagligt set er plejen ikke anderledes, end den pleje de ældre modtager, fortæller Cura Plejes teamleder i Gentofte Maria Midtgaard. 

Men vi gør os umage for at matche plejere og borgere, så de har en god kemi med hinanden, fortæller Maria Midtgaard:

“Vi går rigtig meget op i at opbygge relationer til de mennesker, vi plejer. Det er der, vi ser, at vi kan bidrage med en særlig omsorg. Så vi giver tid og opbakning til, at vores plejere kan lære borgerne at kende som de mennesker de er – uanset alder.”

Cura Pleje – Hvor omsorg for mennesker og miljøet går hånd i hånd.

OM CURA PLEJE
Cura Pleje er en privat leverandør af helhedspleje til ældre i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør Kommune, som kan vælges på lige fod med det kommunale tilbud. Cura betyder “omsorg” på latin, og Cura Plejes medarbejdere arbejder målrettet med at møde de ældre,så plejen giver mere livskvalitet, sundhed og glæde.