
FLERE 100-ÅRIGE SKABER FOKUS PÅ PLEJE OG SUNDHED
Else Waldorff fra Gentofte er en af de omkring 1.000 kvinder i Danmark, der har levet i 100 år. Som ung tog hun damplokomotivet fra Charlottenlund ind til Den Franske Skole på Østerbro og blev siden gift på Gentofte Rådhus og mor til to drenge. I dag fejres hun af familien og hjemmeplejeren Nadia
Else Waldorff var 17 år og aktiv i Gentoftes idrætsforening, hvor hun spillede badminton, da det nye stadion blev indviet på en solskinsdag under 2. Verdenskrig. Else husker, at hun gik allerforrest i processionen af unge, der marcherede ind på det nye idrætsanlæg på den stolte dag. Først i 2022 sluttede hun med at spille petanque i Gentofte idrætsforening som “alderspræsident” på 98 år.
På mange måder går Else Waldorff stadig foran som en af ganske få mennesker i Danmark, der har levet i hele 100 år.
Spænede ind foran Kongen
I dag er det dog med sin rollator, når hun går i Netto for selv at købe ind, og når man spørger hende om, hvordan hun holder sig så frisk og rask er svaret ganske enkelt:
“Jeg har altid været meget aktiv og cyklet meget til skole og arbejde,” fortæller Else Waldorff, som dog måtte stille cyklen til side for 8 år siden, som 92-årig:
“Der var en bil, der bakkede ud fra en garage, da jeg kom cyklende. Jeg havde hjelm på og var på vej over til min kolonihave i Ermelunden. Men jeg blev forskrækket.”
Det gjorde Else Waldorff også som lille pige, da hun løb afsted fra stationen på Østerbro, for ikke at komme for sent i skole i 30’ernes København.
Else Waldorff spænede lige ud på gaden foran en hest, der stejlede, så hovene viftede i luften. “Hov” sagde rytteren. Det var Christian den 10., der red morgentur.
Friskopgravede kartofler fra kolonihaven
Senere er farten sat væsentligt ned, men med mange gode minder fra ture i kolonihaven:
“Jeg husker at gå derover med mit lille barnebarn, som sagde til mig: Tænk nu bare på små korte ben. Kan vi ikke hente kartoflerne ovre i Netto?” fortæller Else Waldorff og ler:
“Men det er jo ikke det samme som friskopgravede kartofler. Jeg var næsten selvforsynende fra haven med kartofler og gulerødder og ærter.”
Den fødte optimist
Om det er den aktive krop, de gode grøntsager eller den kærlige familie, der har gjort Else Waldorffs liv langt er ikke til at sige.
Men fødselarens humør er i hvert fald i top:
“Jeg er den fødte optimist. Jeg har det dejligt, og jeg har haft et godt liv,” smiler Else Waldorff fra sin lænestol i hjemmet på Ibstrupvænget, der er et ud af de tre hjem, hun har boet i livet igennem:
“Jeg har to drenge – de er jo gamle mænd i dag, Klavs og Peter, svigerdøtre og fire børnebørn og to ægte oldebarn, men hun er hele familiens oldemor og i alt 10 småbørn kalder hende “oldemor”. Jeg er så heldig, at de er lige omkring mig i Lyngby og Bellahøj.
“Den datter jeg aldrig fik”
En anden, der er omkring Else Waldorff i dagligdagen er hjemmehjælperen Nadia Ouchaib fra Cura Pleje, som gør rent og er kommet hos Else i 7 år:
“Hun pusler om mig og er så omsorgsfuld. Når jeg ikke har det godt, så kommer hun efter arbejde for lige at se, hvordan det går,” smiler Else og giver Nadias arm et varmt klem:
“Nadia er den datter, jeg ikke fik,” siger Else, og det er tydeligt, at Nadia bliver rørt.
“Else tror, at jeg gør noget ekstra, når jeg kommer her. Men Else er bare et meget dejligt menneske,” fortæller hjemmehjælper Nadia Outchaib:
“Når jeg kommer ind om morgenen, kan jeg mærke, om Else har det godt eller skidt. Måske hun har sovet lidt dårligt? Så taler vi så hyggeligt sammen om familien og min mor i Marokko og mine søskende rundt omkring i verden,” siger Nadia, der som hjemmeplejer gør rent i hele hjemmet en gang om ugen og er imponeret over, hvor rask og frisk Else er trods sin høje alder:
“Det betyder noget, at Nadia er kommet her i så mange år. Jeg skal ikke sætte en ny hjælp ind i noget. Og når Nadia har været her, så har hun for eksempel taget bladene, der drysser fra planterne i vindueskarmen væk. Sådan nogen ting. Jeg savner Nadia, når hun ikke kommer. Jeg er meget heldig,” fortæller Else Waldorff.
Før telefonen
På fjernsynsbordet står en fin bonbonniere i slebet glas fra barndomshjemmet på Jægersborg allé. Et hjem hvor mor gik hjemme og far, der arbejdede som fuldmægtig hos forsikringsselskabet Baltica. Han købte blandt andet en radio, som skrattede længe inden, at telefonen blev hvermandseje.
Den lille Else tog med damplokomotiv fra Charlottenlund Station ind til Den Franske Skole for siden at arbejde på kontor og komme i skatteafdelingen på Gentofte Rådhus, hvor hun mødte sin mand og faren til sine drenge. De blev gift på Rådhuset, og Else arbejdede på kontor i København, hvor hun dagligt passerede forbi de handlende på Christian den 4.’s Børsen, der nu er brændt ned.
Mit eget liv
Tiderne skifter, og når Else i dag skal svare på en af hemmelighederne bag sit ukuelige gode humør og ting hun har lært i livet, så står glæden ved at gøre, hvad hun selv har lyst til frem som en vigtig lektie:
“Som barn gjorde jeg, hvad min far sagde. Og som gift gjorde jeg, hvad min mand sagde. Når jeg ønskede mig noget bestemt tøj, fik jeg noget andet. Så blev jeg skilt efter 24 års ægteskab. Jeg var 48 år, og siden har jeg altså ikke villet dele avis med nogen,” griner Else Waldorff med glimt i øjet bag de fine briller. Kærlighed har der været. Men ikke bofællesskab.
Else Waldorff fejrer sin fødselsdag med åbent hus for familie, venner og hjemmehjælperen Nadia den 24. april 2024 og indskriver sig hermed i den voksende men stadig eksklusive gruppe af mennesker, der kan tale med om, hvordan det var at leve for 100 år siden.
Se et klip fra indmarchen på Gentofte Stadion, hvor Else Waldorff var med her: Indvielse af Gentofte Stadion, 1942 (youtube.com)4
FAKTA: Flere – især kvinder – bliver 100 år
Ifølge en fremskrivning fra Danmarks Statistik forventes antallet af kvinder over 100 år at blive tredoblet frem mod 2050. Markant færre mænd runder de 100. I år forventes ikke meget mere end 150 mænd født i 1924 at kunne fejre fødselsdag. I 2050 peger prognosen på omkring 700.
OM CURA PLEJE
Cura Pleje er en privat leverandør af helhedspleje til ældre i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør Kommune, som kan vælges på lige fod med det kommunale tilbud. Cura betyder “omsorg” på latin, og Cura Plejes medarbejdere arbejder målrettet med at møde de ældre,så plejen giver mere livskvalitet, sundhed og glæde.