Manglen på pårørende gjorde begravelsen vanskelig, så sønnen Robert bad hjemmeplejen om hjælp, da hans mor skulle bisættes. Cura Pleje Albertslund mødte talstærkt op.

Vi er i Filips kirke på Amager en råkold vinterdag. En procession af kvinder med alvorlige ansigter bærer en kridhvid kiste ud til bedemandens bil. Bagerst i processionen går Robert og hans veninde. 

Det er Roberts mor, Anne, der er død af cancer i en alder af 78 år. Fem år forinden har Robert lagt sin samlever i graven. Nu skal hans mor også over og ligge på naturkirkegården efter bisættelsen:

“Jeg var meget glad for, at de kom, for ellers ville jeg sidde her helt alene med min veninde,” udtaler Robert, hvis mor blev passet og plejet af hjemmehjælperne fra Cura Pleje indtil sin død sidst på det gamle år:

“Hun var syg længe, men her til sidst gik det virkelig stærkt,” fortæller sønnen, der som eneste pårørende er til stede ved bisættelsen i kirken.

Tidligere – da prædikenen går i gang, taler sognepræsten Rikke Vanggaard om, at det er en lettelse, “at der ikke er smerte mere”. Så skinner vinter-solen ind i kirken, og præsten taler om freden om vinteren – den stille tid:

Postbuddet
Vi, der lytter til prædikenen, hører om Annes liv. Steder, oplevelser og mennesker, der har betydet noget for hende. 

Vi ser hende med den kommunistiske kæreste Poul på vej mod øst med den transsibiriske jernbane tilbage i 70’erne. Vi ser hende i Saxogade som voksen, hvor hun boede. Og som mor med Robert på telttur i Tyskland, da han var 6-7 år. Og smilende i sommerhuset på Samsø, hvor hun var glad.

Og vi ser hende længe før det: Som lille pige med sine to søstre og en stærk og varm mor, der tidligt blev enke, og hvis senere død ifølge Robert betød, at familien faldt fra hinanden.

Siden mormoderen døde i 1992, har Robert og moren nemlig ikke haft meget kontakt til resten af familien.

Pianomand

Inden kisten bliver båret ud af kirken, spiller præsten “Pianomand” af Kim Larsen: “Er der sang i de dødes land?” synger den gamle troubadours stemme. 

“Anne er forenet med dem, der gik forud,” siger præsten under sin prædiken. Hun nikker mod Robert:

“Jeg ved, at du var meget taknemmelig for plejepersonalet, der har taget sig af din mor,” siger hun og bygger bro med endnu et nik til kvinderne på bænkene til højre for kisten: 

“I sorgen er taknemmeligheden for det, der blev delt. Øjeblikke sammen, smil og ord,” siger præsten.

Vi stiller op

Snart er den korte gudstjeneste overstået, og kisten er på plads ind i bilen. 

Kirkeklokken slår, kinderne er våde, og sønnen og kvinderne fra Cura Pleje hilser lavmælt på hinanden og trykker hånd.

“Det var en meget bevægende oplevelse for os, at være med, og vi var slet ikke i tvivl om, at vi ville stille op og støtte Robert,” fortæller teamleder Vicky Merachtzakis fra Cura Pleje i Albertslund, hvis team var med til at passe Anne de sidste dage, inden hun døde af cancer i sit eget hjem:

“Vi har det sådan, at vores faste hjemmehjælpere ofte deltager i begravelsen, når vi siger farvel til en borger. Hvis familien støtter op om det. De er jo en stor del af borgernes liv, ikke mindst i en periode med terminal sygdom, og når man kommer så tæt på et menneske, er der ofte et ønske om at sige farvel,” forklarer Vicky Merachtzakis:

“I de tilfælde, hvor vi hos Cura Pleje har en borger, der er meget alene, så gør vi også en ekstra indsats, fortæller Vicky Merachtzakis, hvis team godt kan finde på at gå ud og spise med borgere til højtider eller lignende. I tilfældet med at bære Annes kiste var svaret derfor et klart ja:

“Da han spurgte, om vi ville hjælpe til begravelsen, var der ingen tvivl. Vi har plejet Anne i en periode på næsten tre år, så vi kendte hende alle sammen. Så her var det naturligt, at vi gik hele vejen med i kirken og bar kisten til farvel.”