Damgårdshave og Ældrerådet lagde hus til festlig Musik og Madaften mod ensomhed
Torsdag eftermiddag og aften var salen på Damgårdshave fyldt, da Cura Pleje inviterede 70 borgere og deres hjemmehjælpere på En Hyggelig Madaften mod ensomhed med sang, mad, vin og banko
“Der er helt fyldt op. Vi havde nok ikke set, at der ville komme så mange i kørestol, så vi sidder herude”, fortæller formanden for Ældrerådet Bente Clausen, der sammen med næstformand Else Dahl Morthorst har hjulpet Cura Pleje Albertslund med at huse middagsselskabet, da antallet af tilmeldte eksploderede:
“Vi havde satset på, at vi kunne samle 40 i aften,” fortæller direktør Jakob Damsgård om den gratis madaften, der var åben for alle plejekrævende borgere i Albertslund: “Men så fik vi 70 tilmeldte. Det er det største antal, vi indtil videre har haft til En Hyggelig Madaften,” udtaler direktøren med stor tak til Bente og Else: “De var hurtige og fik plads til os her på Damgårdshave. Det var ikke gået uden Ældrerådet.”
Nu er der dækket op i spisesalen med røde servietter, gran og levende lys. Snakken går livligt omkring bordene, mens hjemmehjælper Karina Reumert, der også er sanger, står med mikrofonen i den ene ende af salen: “Jeg husker hvornår, som var det i går”, synger hun med sprød stemme.
En hjemmehjælper samler kaffekopper og kører dem ud på et orange rullebord, inden maden kommer ind. Da direktør Jakob Damsgård ikke kan få ørenlyd med en vigtig besked om sanghæfterne, er der en af deltagerne, der dytter med sin kørestol. Det bliver der grinet en del af, og snart bliver der skænket vin og skålet.
Perfekt for kørestolsbrugere
Ved et af bordene længst væk fra underholdningen sidder Birthe Jensen omgivet af nye og gamle veninder:
“Det er helt fantastisk med mad og vin og underholdning. Det er ikke tit, at man sådan bliver inviteret ud. Vi betaler ikke en krone for det,” fortæller hun med et smil om arrangementet, som hendes rengøringshjælp har inviteret hende med til.
Imens vi taler, rækker Birthes borddame Inger Mendes ud efter en af hjemmeplejerne.
“Er der nogen, der kan fortælle mig, hvem der er Nina?” spørger hun nysgerrigt og kigger rundt til de andre borde, hvor plejepersonalet sidder i mørkeblå T-shirts og taler med borgerne eller er i gang med at servere.
Den mørkhårede Nina, som Inger Mendes har talt en del i telefon med, kommer hen til bordet, så de kan hilse rigtigt på hinanden:
“Det er så positivt at få ansigt på dem, vi har kontakt til i dagligdagen,” siger Inger Mendes, mens middagen kommer ind med vin, oksesteg, kylling, frikadeller, kartofler, sauce og sunde salater med tranebær og æbler.
En af borgerne, der sidder i kørestol, Fritz Lauge-Feldt på 70 år, nyder også godt af den fleksibilitet, der ligger i, at hjemmeplejen hjælper ham frem til arrangementer som dette:
“Det er et perfekt arrangement for de ældre, der har svært ved at komme ud,” udtaler han og gør det klart, hvor frustrerende det kan være for en handicappet, når manglen på hjælp til at nå frem og tilbage står i vejen for det sociale liv.
I gode hænder
Og det kan ikke altid ses, hvilke barrierer borgerne har for at komme ud af deres hjem og nå frem til fællesskabet:
For ægteparret Lene Nørklit og Anders Bundgaard Jensen, er det nemlig afgørende, at Cura Plejes hjemmehjælpere er med:
“Jeg har brug for hjælp til toiletbesøg, så jeg var ikke kommet uden Louise og Camilla,” fortæller Lene Nørklit med tydelig taknemmelighed for sine hjemmeplejere.
Anders har en “kuskeskade” i sine slidte hænder, som gør det svært for ham at gribe.
Det giver derfor tryghed for dem begge, at hjemmeplejerne er inden for rækkevidde:
“Vi føler os virkelig i gode hænder her. Vi hygger os rigtig meget,” fortæller Anders med et stort smil.
Sang giver lykkefølelse
Da Karina Reulmert synger sidste sang, ender hun i en varm omfavnelse af en af de ældre herrer fra det forreste bord. Han får en lille dans, mens Karina synger “Avenuen” og tager imod et kærlig klap på kinden, inden herren med lidt besvær sætter sig tilbage på sin plads:
“Det er svært at være menneske, men jeg har prøvet det selv,“ synger Karina inden hun slutter koncerten af:
“De er jo ikke vant til at se mig sådan her,” siger hun med et stort hvidt smil, på vej ud i sin hvide kjole og høje støvler:
“Jeg er jo normalt i arbejdstøjet og har håret sat op.”
I introen til det uddelte sanghæfte fra Cura Pleje står der ganske fint, hvor sundt det er at synge, fordi vi trækker vejret dybt undervejs:
“Sang aktiverer dopamin og oxytocin i hjernen, signalstoffer der begge øger vores lykkefølelse og velvære.”
Ældrerådets stemme
Og stemningen er i hvert fald høj, da Cura Plejes direktør Jakob Damsgård hæver glasset og foreslår en skål for kokken, inden der skal være banko med gode præmier doneret fra det lokale erhvervsliv.
Men lige inden kommer Ældrerådets formand og næstformand på banen for at fortælle om deres vigtige arbejde med at rådgive politikerne i Albertslund: For eksempel om adgangen til bussen i kommunen, hvis man ikke kan bestige trappetrin.
“Det er ikke altid, vi får tingene igennem,” udtaler formand Bente Clausen, der er formand i Ældrerådet:
“Men vi kan sætte fokus på problemerne og dét, der optager os, som er over 60 år.”
Næstformand Else Dahl Morthorst oplyser også om Damgårdshaves kulturtilbud, som hjemmeplejen kan hjælpe borgerne med at møde op til:
“Med Ældrereformen ser vi nu, at vi får stort fokus på at bekæmpe ensomhed i fremtiden,” fortæller Else Dahl Morthorst:
“Med flere ældre generelt og stigende udgifter skal vi for alvor til at forebygge mistrivsel og sygdom”.
Her kan Ældrerådet spille en vigtig rolle, fordi de aktive seniorer som i aften kan være med til at bygge bro mellem kommunal og privat ældrepleje og pårørende, der alle kan hjælpe med til at højne trivslen blandt de ældre borgere.
Læs mere om ensomhed i Den Nationale Handlingsplan mod Ensomhed for 2023 og 2024
NPE_Handlingsplan.pdf (sammenmodensomhed.dk)
OM ÆLDRERÅDET
Ældrerådet er et folkevalgt råd for kommunens borgere over 60 år. De rådgiver politikerne i Albertslund om alt, hvad der vedrører de ældres velfærd. I dag er der 11 medlemmer, som er valgt for 4 år. De mødes 10-12 gange om året på Damgårdshave, og der er valg igen til næste år, hvor der også er kommunalvalg. Her kan alle der er fyldt 60 år på valgdagen, både stille op til og stemme på Ældrerådet.
OM CURA PLEJE
Cura Pleje er en privat leverandør af helhedspleje i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør Kommune. Cura betyder “omsorg” på latin, og Cura Plejes medarbejdere arbejder målrettet med at møde vores ældre, så plejen giver mere livskvalitet, sundhed og glæde.