
Cura Plejes “Solstråle” i Albertslund læser videre
I to år har Nina kørt ud til borgerne fra Cura Pleje med godt humør. Nu er omsorgen for de ældre blevet så meget en hjerteopgave, at Nina vil have mere viden for at kunne tage større ansvar i fremtiden.
Det var ikke meningen, at Nina Kristina, der oprindeligt kommer fra Filippinerne, skulle uddanne sig til Social og Sundhedsassistent. Men nu er valget truffet efter halvandet år hos Cura Pleje Albertslund.
Nina har sagt farvel til borgere og kolleger for denne gang, fortæller teamleder hos Cura Pleje Albertslund Vicky Merachtzakis:
“Da Nina startede som nyuddannet social og sundhedshjælper, var hun lidt usikker, også på grund af sproget, men hun har løbende udviklet sig rigtig meget,” fortæller Vicky Merachtzaki.
Stort omsorsgen
Især Ninas særlige gåpåmod har været populært hos Cura Plejes borgere:
“Hun har et omsorgsgen på størrelse med en elefant. Og et et smil, der kan varme alles hjerter. Hun er virkelig en solstråle,” udtaler Vicky Merachtzakis:
“Det er et kæmpe savn for os. Men det er tydeligt, at Nina skal videre på sin udviklingsrejse. Hun er en ildsjæl, som der i den grad er brug for flere af i vores fag.”
Nina Kristina kom til Danmark fra Filippinerne i 2014 for at være au pair. Siden har hun også boet og arbejdet i Hong Kong, men bor nu her med sin tyrkiske mand og lille datter.
Mindet om farmor i Fillippinerne
I starten ville hun egentlig gerne arbejde med børn, men da sproget var en udfordring, fik hun i stedet arbejde i ældreplejen:
“I starten var jeg nervøs, men borgerne var søde, når jeg kom om morgenen. Jeg husker især en 90-årig kvinde, som i dag er på plejehjem,” fortæller Nina Kristina, hvis egen farmor hjemme i Filippinerne døde, da hun kun var 12 år:
“Når jeg plejede den 90-årige kvinde, mindede hun mig sådan om min farmor, som jeg ikke selv fik mulighed for at pleje,” fortæller Nina Kristina.
Ros til kolleger
Nu læser Nina Kristina videre til social og sundhedsassistent, for at få mere viden om, hvordan vi bedst passer på de ældre:
“Det kræver varme hænder og et varmt hjerte. Men også mere viden. Jeg har lyst til at hjælpe dem, så nu vil jeg læse bøger og blive endnu bedre til at se og forstå, hvad jeg kan gøre , for at de ældre har det godt.”
Nina Kristina er heller ikke sen til at sende ros retur til sin arbejdsplads:
“Cura Pleje er en rigtig god arbejdsplads med meget omsorg. Det er vigtigt, for det er ikke let arbejde. Vi skal kunne handle professionelt også i pressede situationer med borgerne. Og mit team har altid stået klar med støtte og hjælp. Så jeg vil også savne dem.”