Cura Pleje direktør: “Ingen føler sig mødt af røvsprog”
Omsorg og pleje af mennesker kræver øjenkontakt, smil og lyttende ører. Så når hjemmehjælper Amalie Prins kommer forbi borgere i Gentofte passer hun på med ikke at suse ind og vende ryggen til, når hun taler med dem, hun hjælper
“Jeg kan se på de ældre, hvor taknemmelige de bliver, når jeg kommer ind i deres hjem med et glad smil.” fortæller Amalie Prins, der har været hjemmehjælper hos Cura Pleje i 1,5 år og her lært, at man ikke bare suser ind og taler til borgerne, mens man har travlt med rengøringen:
“Det er vigtigt at prioritere de ældre, så jeg spørger til, om de har haft en god dag og sætter med ned og lytter,” fortæller Amalie Prins:
“Faktisk undgår jeg at tale om det, hvis jeg har travlt. Det har jeg gjort før, og hastværket smitter af. Så bliver de ældre jeg besøger ofte også selv i dårligt humør,” siger Amalie Prins, der klart oplever, at hendes tilgang til arbejdet gør en forskel:
“Hvis jeg til gengæld kommer roligt ind og tager mig tid til at tale med borgerne, så når vi det hele og hygger os oveni,” fortæller Amalie Prins, der til dagligt kører ruter i Gentofte Kommune.
Vi låner vores nervesystem ud
Hos Cura Pleje arbejder hjælpere og teamledere lokalt i afdelingerne i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør helt bevidst med at bære travlhed med overskud.
Som direktør Jakob Damsgård, der har været i omsorgsbranchen i 23 år og som er uddannet sygeplejerske fortæller:
“Inden for neuropædagogikken taler man om, at vi låner vores nervesystem ud til borgerne, når vi kommer ind af døren. Derfor er det jo vigtigt, at vi kommer ind med god energi, og at vi for eksempel har overskud til at se de ældre i øjnene og tale stille og roligt sammen,” fortæller Jakob Damsgård:
“Vi taler faktisk om, at der ikke er nogen, der føler sig mødt af røvsprog. Det handler om, at vi skal skabe en varm kontakt til borgeren, fordi det giver en varig god oplevelse. Det gør vi med øjenkontakt og vågen opmærksomhed,” forklarer Jakob Damsgård.
“Noget andet er, at hvis man vender ryggen til borgeren, så er der jo også en masse nonverbal kommunikation, som går tabt,” fortæller Cura Plejes direktør Jakob Damsgård, som derfor også prioriterer medarbejdernes trivsel højt:
”Jeg har selv været i sådan en knaphedskultur, hvor vi ansatte følte, at vi blev delt ind i A- og B-hold. Og hvis medarbejderne ikke er psykologisk trygge, så får de svært ved at lære nyt og være rolige i kontakten med de ældre. Det er negativt og selvforstærkende.”
Overskud
For Amalie Prins betyder det helt lavpraktisk, at hun oplever en arbejdskultur hos Cura Pleje, hvor hun får støtte og indflydelse på, hvordan hun bruger sin tid med borgerne:
“Jeg er selv med til at planlægge min rute. Min teamleder spørger til, hvad jeg mener om en rute, og så kommer jeg med feedback, så jeg føler, at jeg har gode rammer for at gøre mig umage over for borgerne.”
“Det gavner også min glæde ved arbejdet. Jeg bliver jo glad, når jeg kan mærke, at de ældre er taknemmelige for mit besøg, og jeg kan hjælpe dem. Nogen gange sker der noget uforudset, og så kan jeg ringe til kontoret og spørge, om jeg kan få hjælp eller ekstra tid.”
OM CURA PLEJE
Cura Pleje er en privat leverandør af helhedspleje i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør Kommune. Cura betyder “omsorg” på latin, og Cura Plejes medarbejdere arbejder målrettet med at møde vores ældre, så plejen giver mere livskvalitet, sundhed og glæde.