Arbenita fra Cura Pleje fik et opkald, hun sent glemmer: “Jeg blev så rørt”
Det er ikke altid, vi får takket vores hjemmepleje, når de ansatte kommer ud og tager sig af ældre, syge og døende i deres eget hjem. Men når en pårørende ringer med ros, så gør det en verden til forskel fortæller social- og sundhedsassistent Arbenita fra Cura Pleje i Gentofte
“Det er en travl hverdag på kontoret hos Cura Pleje Gentofte, da Arbenita Ziberi træder ind med et kæmpe smil. Vi er en del samlet i frokoststuen, og vi kan godt se, at hun bare stråler som en sol,” fortæller teamleder Maria Bye-Midtgaard:
“Ved I hvad, venner: Vi skal klappe os selv på skulderen for det arbejde, vi går og gør her,” siger Arbenita med eftertryk: “Vi gør virkelig en forskel.”
Arbenita Ziberi, der er uddannet social- og sundhedshjælper har nemlig fået et opkald dagen inden, som giver hende det store smil og den varme følelse indeni, som kun ægte og dybfølt ros kan give:
“Det var meget bekræftende for mig,” fortæller Arbenita om opkaldet, der kom midt i aftensmaden fra en datter til borgeren, som Arbenita havde passet på dødslejet:
“Jeg kom hos min borger hver onsdag, og til sidst blev hun så dårlig, at jeg var der hver dag og tog mig af hendes personlige pleje. Hun havde cancer, og det var et slemt forløb,” fortæller Arbenita, der husker både kvinden og familien med stor ømhed:
“Midt i alt det triste med den svære sygdom, var det for mig meget dejligt at se, hvordan alle hendes børn kom og besøgte hende og aldrig var længere væk end et opkald,” fortæller Arbenita.
En måned efter morens død
Kærligheden i familien var stor nok til også at mærke hende. For en måned efter morens død ringede datteren til Arbenita:
“Jeg håber, at det er okay, at jeg ringer til dig,” spurgte hun Arbenita og fortsatte:
“Du har været hos min mor, og jeg har mødt dig flere gange, og min mor har været så glad for dig og følt sig tryg ved dig. Tusind, tusind tak fra hele familien for, at du har været så god ved vores mor”.
Den ros rørte Arbenita – meget:
“Hun ringer til mig en måned efter, at moren er død. Hendes ros gjorde, at jeg virkelig følte, at jeg har gjort mit arbejde godt. Og er det så rørende, at de husker mig der midt i sorgen.”.
God omsorg er at lytte
Når Cura Pleje rykker ud for at drage omsorg for ældre, syge og døende er de da også ekstra opmærksomme på, hvordan de tackler omsorgen:
“Det er så vigtigt, at vi har fokus på de ældres værdighed i den situation, hvor deres krop ikke længere reagerer, som de er vant til,” fortæller teamleder Maria Bye-Midtgaard fra Cura Pleje, der også var stolt på Arbenitas vegne over rosen:
“Det handler om at vi lytter til vores borgere og behandler dem respektfuldt. Og at vi formår at skabe tillid og tryghed. Det er det, vi arbejder på hver dag, og det er ikke altid let, så når det lykkes, så synes jeg, at vi har grund til at være stolte.”