
"kald det kærlighed" - hjemmeplejerne Fie og Kathrine synger for de ældre
Hjemmehjælperne Fie Winther og Kathrine Pedersen synger, når de går på arbejdet for Cura Pleje i Helsingør. Sangen skaber nemlig god forbindelse til de ældre – og kan bygge bro til borgere uden sprog
Det er en helt almindelig morgen på arbejdet for Cura Pleje, da Fie Winther og Kathrine Pedersen er ude hos en borger, der har mistet evnen til at tale efter en hjerneblødning.
De oplever, at kvinden ofte er frustreret i dagligdagen, og nu hjælper de hende med at få sko på, mens Fie spontant begynder at synge: ’Først den ene fod og så den anden fod’. Til sin store overraskelse hører begge hjemmehjælpere, at den ældre dame pludselig synger med.
”Det var et rent tilfælde, at jeg begyndte at synge, og pludselig kunne jeg høre, at hun sang ordene. Det er en kvinde, der knap har et sprog,” fortæller Fie.
Elvis bringer tårer
Sammen beslutter hun og Kathrine sig for, at de nu vil synge regelmæssigt for borgeren. For det er ligesom om, at sangen bringer ord, minder og følelser frem, som gør den ældre dame godt. Det er ikke alle sange, der fører til glæde. Men følelser er der masser af:
”Vi har fundet ud af hvilke sange, der fungerer bedst. F.eks. vækker ’I Can’t Help Falling in Love with You’ af Elvis Presley meget stærke følelser. Selvom hun kan synge næsten hele sangen, berører den hende så dybt, at hun begynder at græde. Så den undgår vi nu,” siger Fie.
Til gengæld er sange som “Mallebrok er død i krigen” og “Når en sailor går i land” fra filmen Sømænd i knibe med Otto Brandenburg klare favoritter:
”Hendes kropssprog taler tydeligt for hende. Hun griner, rokker og synger med så godt, hun nu kan. Det er meget tydeligt, at hun er glad for, at vi synger med hende, og der er sket et stort skifte i hendes generelle humør,” fortæller Kathrine og tilføjer:
”Det er ret utroligt, for når hun synger, kan hun mange flere ord, end hun kan til dagligt.”
Det syngende hold
Cura Pleje Helsingørs to hjemmehjælpere har i dag fået den interne titel “Det syngende Hold” for de arbejder meget bevidst med, at skabe positiv stemning hos borgerne med sang, når de kommer ud:
“Det sætter ligesom tonen for dagen, at vi også synger på de dage, hvor vi måske ikke lige er i humør til det fra starten. Men med sangen, kan vi mærke, at vi løfter humøret og skaber samhørighed – også mellem os som plejere,” fortæller Fie Winther og tilføjer om parløbet med Kathrine:
“Vores samarbejde er blevet meget stærkt efterhånden.”
Sang og musik virker
Forskning i musikterapi har da også bevist, at musik og sang kan gavne mennesker med hjerneskader.
Og inden for hjerneforskningen er det en kendt sag, at musik, rytmer og sang gavner børn såvel som voksnes hjerner, fordi musikken skaber nye spor i hjernen, og dermed træner den, uanset, hvor vi er livet.
Det syngende hold ved til gengæld godt, at det kræver lidt ekstra mod at synge for borgerne.
”Det kan måske godt være lidt grænseoverskridende første gang for os som plejere, men man behøver jo ikke synge godt. Jeg synger virkelig ikke godt selv, og det gør mange af de ældre heller ikke. Men så har vi det sjovt med det,” fortæller Kathrine Pedersen:
Kald det kærlighed
En anden af Fie og Kathrines borgere kalder dem “den automatiske jukebox”. Og de holder sig da heller ikke tilbage fra at bestille hits, som vækker gamle minder.
“Så synger vi “Den Knaldrøde Gummibåd” og “Kald det kærlighed” og “Langt oppe bag Norges kyster,” fortæller Fie, der er i gang med en uddannelse til psykoterapeut ved siden af sit arbejde, fordi hun godt kan lide at arbejde med menneskers udvikling.
Hvis Fie og Kathrine skal konkludere noget ud fra deres oplevelser med at synge på jobbet for Cura Pleje er det nok, at de på en måde har opdaget, hvordan sang kan bygge bro mellem mennesker og skabe dybere forbindelser, selv når sproget er mangelfuldt:
“Fie og jeg har også talt om, at borgerne har udfordringer i deres liv. Og når vi som hjemmeplejere kommer med godt humør og synger en sang, så gør det lige det svære lidt mindre surt.”
LÆS MERE OM MUSIKTERAPI HER
voksne_med_erhvervet_hjerneskade_cedomus.pdf (prod-aaudxp-cms-001-app.azurewebsites.net)
Neuroplasticitet: Derfor er det sundt for hjernen at spille musik (musikundervisning.dk)