Gribskovs nye hjemmepleje bød borgere og ældreråd på hygge i Helsinge
Cura Pleje Gribskov skabte god stemning, nærvær og fællesskab på Kulturcafeen i Helsinge, da kommunens nye private hjemmepleje inviterede borgere og Senior- og Ældrerådet på hygge og Elvis-sange
Borgere med pårørende og repræsentanter fra kommunens Senior- & Ældreråd var inviteret til december-hygge med Cura Pleje og deres hjemmehjælpere på Kulturcafeen i Helsinge.
Mens The Female Elvis sang, nød borgere, pårørende og hjemmehjælpere gløgg og æbleskiver ved cafebordene og fik delt både stort og småt.
Arrangementet var rigtig fint, fortæller én af de pårørende, Lotte Kindt, der mødte op i Kulturcafeen sammen med sin far Ebbe, som har hjemmehjælp fra Cura Pleje:
“Det er dejligt, at man laver noget socialt for de ældre, der ellers sidder derhjemme,” udtaler Lotte Kindt:
“Min far elsker hjemmehjælperen, der passer ham. Normalt er han ikke til sådan noget. Men det var hyggeligt, fordi hun havde inviteret ham,” fortæller datteren Lotte Kindt, der oplever, at der har været en fin overgang da Cura Pleje tidligere på året overtog ledelsen af farens hjemmepleje:
“Vi hører fra personalet, at de er meget glade og har gode arbejdsforhold. Det betyder meget for min far – og jeg som pårørende – at personalet har det godt, for når de trives, så kan vi regne med, at vi har det faste personale, vi er så glade for. De er simpelthen så kære dem, der kommer.”
Boom i 80+ årige i Gribskov
Senior- & Ældrerådets forperson Kirsten Ambus deltog også i julehyggen på Kulturcafeen:
“Det er første gang, vi har prøvet, at et privat firma rækker ud til os på den måde,” fortæller Kirsten Ambus:
“Det er meget tilfredsstillende, fordi det giver et godt indtryk af virksomheden, at de har interesse for at gøre noget godt for de borgere, de betjener.”
Samtidig er en god dialog med Cura Pleje, der er ny i Gribskov Kommune, en stor fordel for Senior- & Ældrerådet, udtaler Kirsten Ambus som deltog i Cura Plejes café-aften sammen med to andre repræsentanter fra det af kommunen nedsatte ældreråd:
“Vi sidder jo og laver høringssvar til kommunens social- og sundhedsudvalg, så vi har brug for at have en god dialog med alle aktørerne i kommunen.”
De ældres talerør
I Gribskov Kommune er knap halvdelen af de stemmeberettigede borgere over 60 år og antallet af borgere over 80 år er markant stigende i kommunen.
Det giver udfordringer med mangel på medarbejdere i ældreplejen, som betyder at for eksempel ny teknologi presser de ældre:
“Vi har kæmpet meget for at bane vej for mere rådgivning og vejledning og en skånsom overgang til brug af for eksempel robotstøvsugere i hjemmene i Gribskov Kommune, hvor vi gerne ser, at man lytter mere til de ældres ønsker.”
God start for Cura Pleje
Cura Pleje gjorde allerede tidligere på året positivt indtryk på Ældrerådet, da hjemmeplejen overtog den tidligere private leverandør i Gribskov Kommune Det Skønne Li, udtaler Kirsten Ambus, fra Senior- og Ældrerådet:
“Vi var lidt imponerede, da Cura Pleje trådte til med ganske kort varsel, da de overtog plejen af borgerne fra hjemmeplejen, der gik konkurs. Vi har ikke hørt noget negativt om overgangen for borgerne, så det har været meget positivt for de ældre i Gribskov Kommune.”