
I Cura Pleje træner hjemmeplejerne vidensdeling - for gode noter kan redde liv
Selv en simpel ting som hjælp til at tage strømper på, kan føre til afgørende noter om borgernes helbred. Cura Plejes Nina Kornbeck træner derfor hjemmeplejerne i hele tiden at dele den viden, der kan redde liv
En fredag formiddag er de ansatte hos Cura Pleje i Gentofte Kommune samlet til Faglig Frokost. Her har social og sundhedshjælper Amalie Prins lavet en Kahoot, en online-quiz for medarbejderne, med fokus på demens. Og trods det alvorlige emne hygger medarbejderne sig med at svare på spørgsmål om, hvordan de kan spotte tegn på demens og tackle sygdommen bedst muligt.
Nina Kornbeck, der er ansat som teamkoordinator hos Cura Pleje med fokus på kvalitetssikring af dokumentation, har været med til at starte de faglige frokoster, der motiverer medarbejderne til hele tiden at være skarpe på, hvad de ser og oplever i ældreplejen, så de kan give observationerne videre:
“Vi har med faglig frokost fået skabt et rum, hvor der ikke er nogen spørgsmål, der er dumme. Alle skal kunne fortælle om deres udfordringer og stille spørgsmål med tillid til, at de bliver lyttet til. Og det er vigtigt,” fortæller Nina Kornbeck med henvisning til en undersøgelse, der viser, at især sosu-hjælpere generelt har udfordringer med den digitale dokumentation..
Svære noter
Kommunernes Landsforening, KL, har fået PA Consulting til at give indblik i, hvordan ældreplejens faggrupper bruger dokumentations-systemer i fire kommuner.
“Undersøgelsen viser store forskelle på sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælperes daglige noteringer om de ældre. Især den sidste gruppe bruger ned til seks minutter om dagen på arbejdet,” fortæller Nina Kornbeck, der tidligere har arbejdet i den kommunale sygepleje i tæt samspil med både læger og sygeplejersker. Og for det er ikke meget mere end 10 år siden, at dokumentationen foregik på papir i store ringbind:
“I dag har vi utroligt mange forskellige systemer i kommunerne til data, som ikke altid er udviklet fra fagpersonernes verden.”
Strømper, liv og død
“Så i Cura Pleje Gentofte træner vi hele tiden dokumentation og vidensdeling,” fortæller Nina Kornbeck fra Cura Pleje Gentofte, der fra sit arbejde med sygepleje har arbejdet i kommunens ved, hvor afgørende de daglige noter kan være for borgernes helbred:
”Når vi læser og noterer data, kan vi forebygge for eksempel forstoppelse eller urinvejsinfektioner, så de ældre undgår unødige hospitalsophold, som i sig selv er en risiko,” fortæller Nina Kornbeck: “På den måde er dokumentationen et meget vigtigt arbejdsredskab for alle social og sundheds-assistenter såvel som -hjælpere.”
“Man taler tit om at ældrepleje er sådan noget simpelt, praktisk arbejde med at hjælpe Fru Jensen strømper på. Men det handler jo ikke bare om det. Når vi hjælper med at tage strømper på, kan vi for eksempel se, at Fru Jensen har vand i benene: Hvorfor har hun det? Det er lige præcis her, vores arbejde gør en afgørende forskel for liv og trivsel.”
Data skaber tryghed
Og behovet for god dokumentation bliver ikke mindre, når de ældre for eksempel mister sprog eller dømmekraft:
”Vores demente borgere kan ikke altid fortælle hjemmehjælperne, hvad de har brug for. Det kræver også, at vi dokumenterer og holder fagligt øje med borgernes udvikling og behov løbende,” fortæller Nina Kornbeck:
“Dermed kan vi også sikre, at plejen er den samme, selvom en borgers faste plejer har fri. Det giver kontinuitet for de ældre og syge og dermed tryghed.”
Øjne for hjælp
Hjemmehjælpernes observationer gør også en forskel i forhold til øvrig hjælp, fortæller Nina Kornbeck fra Cura Pleje Gentofte:
“Jeg mødes med Gentofte Kommune en gang om ugen og taler med sygeplejen hver måned. Vores medarbejdere er jo også deres øjne ude i virkeligheden. Én ting er, at vi støtter borgerne i at være selvhjulpne så vidt muligt, men når vores ældres tilstand forværres, så fortæller vi det også videre, så de kan få den hjælp de har brug for.”
For Amalie Prins, der er social og sundhedshjælper hos Cura Pleje er øvelsen med at lave en Kahoot om demens meget andet end teambuilding med kollegerne:
“Det får os til at tale om nogle af de tegn på demens, vi kan se hos vores borgere. Og så er det rart bare at mødes og tale højt om nogle af de svære ting, vi står med,” fortæller Amalie Prins om arbejdet som sociale og sundheds-hjælper, hvor størstedelen af arbejdstiden er ude hos borgerne.
Demens quizzen kan på den måde skabe en god ramme om en faglig snak med kollegerne, så selv tovholderen, Amalie, fik nye input til arbejdet:
“Jeg fik for eksempel tænkt over, at jeg skal være opmærksom på, ikke at stille for mange spørgsmål. Og jeg blev mindet om at tage tingene ekstra stille og roligt, når jeg er ude hos en af mine demente borgere.”