Psykologisk tryghed låser op for viden og omsorg i hjemmepleje”

Cura Pleje udvider med nye kolleger som sygeplejersker og ergoterapeuter for at kunne yde helhedspleje. Nu hjælper nyt kursus i tryghed samtalen til at flyde frit, så ingen putter med usikkerhed, kritik eller ros, der kan forbedre omsorgen for borgerne 

“Det er et større problem, end man lige tænker over, at medarbejdere ikke er helt trygge.” 

Ordene er Maria Lundbergs. Hun er ny social og sundhedshjælper i Cura Pleje efter 25 år i faget, hovedsageligt i Rudersdal Kommune. 

Siden maj har hun arbejdet i Hørsholm og senest været med på kurset i “Psykologisk tryghed”, som Cura Pleje har holdt for medarbejdere med støtte fra VELLIV fonden.

“Jeg synes, at det er ret fantastisk, at Cura Pleje tager det her op, for vi har travlt i hjemmeplejen, og hvis vi står med en udadreagerende og kompleks borger, så er det så vigtigt, at vi kan sparre med hinanden og mærke, at vi har opbakning,” fortæller Maria Lundberg og tilføjer:

”Det er vigtigt, at vi har klare metoder til faglig sparring, så vi styrker vidensdelingen og højner den faglige kvalitet, og i forhold til psykologisk tryghed er gensidig respekt og lydhørhed fra ledelsen også helt afgørende for mig som medarbejder. Det oplever jeg her på en måde, som  jeg ikke har prøvet på mine tidligere arbejdspladser. Den fleksibilitet jeg bliver mødt med, giver jeg tilbage til mine kolleger og ledere.”

Nye kolleger kalder på åbenhed
Det er HR-konsulent Anders Krauch fra Cura Pleje, der stod bag tema-dagen til Cura Plejes ledere, rollemodeller og nøglemedarbejdere. 

En træning med stort fokus på dagligdagen og på, hvordan man kan sikre, at alle kommer til orde i et møde og får plads og støtte til frit at dele ideer, spørgsmål og bekymringer.

“Når vi nu får nye fagligheder som fysioterapeuter og sygeplejersker ind på arbejdspladsen, så kan det være med til, at nogen af vores social- og sundhedshjælpere måske sidder og putter med deres viden. Og det må ikke ske. Vi har brug for alle input, så vores teams omkring borgerne fungerer godt,” forklarer Anders Krauch om kurset, der har givet nye rutiner i organisationen:

“Det skal ikke være tilfældigt, at vi får delt de ting, der er på spil, så nu har vi fået et værktøj til at dele viden, hvor alle kommer til orde.”

Det er ikke farligt at byde ind
For en anden ny medarbejder i Cura Pleje, sygeplejerske Rie Mørup, der tidligere har arbejdet med rehabilitering i Gribskov Kommune og nu er teamleder i Cura Pleje Hørsholm, har kurset en direkte effekt på arbejdsmiljøet:

“Når vi tester det nye redskab på vores møder, oplever vi, at vi får ideer og løsninger på banen, som ikke nødvendigvis ellers ville komme frem. Det er en spændende måde at holde møder på, og alle får nye perspektiver ved at lytte til hinanden.”

Samtidig løsner møderne op for den usikkerhed, der måske kan være med til at nogen bliver tavse: 

“Vi får en oplevelse af, at det ikke er farligt at byde ind med noget, så de, der ikke er klar til at råbe højt, også får ordet. Det bliver tydeligt, at det ikke handler om at pege fingre, men at vi møder hinanden med en hjælpende hånd,” siger Rie Mørup, der ser den nye mødeform som en vej til, at ingen føler sig alene på arbejdet:

“Som leder har jeg fokus på, at vi – for eksempel ved en faglig frokost eller anden drøftelse – får skabt et rum med psykologisk tryghed, hvor ingen spørgsmål er dumme eller irrelevante, og hvor medarbejderne føler sig trygge nok til både at spørge og lære nyt.”

En undersøgelse fra Velliv Foreningen foretaget af Epinion viser, at over halvdelen af danskere i dag skjuler fejl, vi laver på arbejdet. Og det kan hænge sammen med, at mange har en erfaring med at blive udskammet: 

I undersøgelsen svarer i hvert fald mere end hver tredje af os, at de har oplevet at blive hængt ud for at begå fejl på arbejdspladsen.

Vejen til et arbejdsmiljø i top
HR konsulent Anders Krauch ser derfor også arbejdet med psykologisk tryghed som et vigtigt indsatsområde for enhver organisation, der går igennem vækst og forandringer, som Cura Pleje: 

“Det er igennem fejlene, at vi skaber læring. Og skal vi etablere en stærk læringskultur, så er det forudsætningen, at vi har modet til at spørge hinanden om hjælp.”

Cura Pleje er derfor også  begyndt at måle på den psykologiske tryghed i sine undersøgelser af arbejdsmiljøet: 

“Så spørger vi for eksempel medarbejderne: Er der tid og plads til, at du kan sige din mening?” fortæller HR konsulent Anders Krauch, der har en erklæret ambition om at blive blandt Danmarks bedste arbejdspladser i hjemmeplejen:

“Foreløbig får vi ret gode tilbagemeldinger i de anonyme skemaer med en score på i gennemsnit 8,2 på en 10-skala. Men det betyder også, at der stadig er rum til forbedring.”

HVAD ER PSYKOLOGISK TRYGHED?

Psykologisk Tryghed er et begreb fra amerikansk performance-teori. Psykologisk tryghed kan defineres som en fælles tro på, at det er trygt og sikkert at være sig selv og tage chancer i kommunikationen med hinanden på arbejdspladsen, såsom at indrømme fejl, stille spørgsmål og dele usikkerhed såvel som kritik og ideer. Kilde: Konferencen: Sammen om forebyggelse af Stress, DI, november 2025