Cura Plejes Vicky Merachtzakis leder med hjertet… udflugter og samtalekort

Hvordan sikrer ledere i ældreplejen, at medarbejderne trives? Cura Pleje Albertslund, der netop har fejret 2 års jubilæum, fik topkarakterer i sit seneste tilsyn, og teamleder Vickys bløde værdier er med til at vise vejen

 

Per 1. juli er ældreloven trådt i kraft. Og det stiller nye krav til både ledere, hjemmehjælpere og borgere i hele landet.

Loven sigter nemlig mod at give borgerne og deres pårørende mere selvbestemmelse over plejen i kommunerne, og for hjemmehjælperne betyder det et tættere samarbejde med både ergoterapeuter, sygeplejere og andre faggrupper.

I Cura Pleje Albertslund er teamleder Vicky Merachtzakis godt i gang med en lederuddannelse, der blot har bekræftet hende i, at den kurs, hun og koordinatorerne Suzi og Nina har sat, er den rigtige:

En ledelse baseret på bløde værdier og stærke relationer, som sikrer en åbenhjertig kultur, hvor alle medarbejdere har en stemme og kommer til orde. 

“Jeg var faktisk nervøs for, at kurset ville ødelægge min ledelse, fordi jeg egentlig mest af alt ser opgaven sådan, at jeg skal kende mine medarbejdere,” fortæller Vicky Merachtzakis:

“Men teorien vil ikke fjerne mig fra mine medarbejdere, tværtimod. Nu har jeg bare et bedre fundament for at forstå, hvorfor det, jeg gør, er rigtigt,” forklarer Cura Plejes teamleder i Albertslund.

Og netop det her med at få sagt det højt, hvad hjemmehjælperne gør, og hvorfor de gør det, er en vigtig vej til succes.

Samtalekort

I det seneste uanmeldte tilsyn sidste sommer, scorede Cura Pleje Albertslund 5 ud af 5 point i alle kategorier, fordi hjemmehjælpernes indsats, med alt fra borgernes journaler, medicin og kommunikation med de pårørende, var suveræn. 

Men selvom stoltheden var stor, var det ikke en overraskelse på kontoret i Albertslund, at medarbejderne er dygtige, siger Vicky Merachtzakis, der hele tiden gør sig umage for at se sine ansattes indsats og passion:

“Jeg er meget nysgerrig på, hvad der giver mening for mine medarbejdere. Det får jeg for eksempel indsigt i via mine samtalekort. Nogle laminerede spørgsmål, jeg beder mine medarbejdere trække ét af fra tid til anden og reflektere højt over det.”

Det kunne være: Hvilke små ændringer kunne gøre en stor forskel i vores samarbejde? Og: Hvad er en ting, du kunne gøre i dag for at gøre en andens arbejdsdag lettere?

“Medarbejderne hos os skal vide, at de er vigtige. Jeg er meget betaget af medarbejdere, der virkelig tager deres arbejde seriøst og er passionerede omkring det,” fortæller Vicky Merachtzakis, der mener, at den ambitiøse tilgang til arbejdet i sig selv gør det sjovere.

Vi må ikke tage vrede personligt

Samtidig giver det stærke fokus på faglig bevidsthed i dagligdagen en robusthed i et felt, hvor mange oplever, at presset bliver stort:

“Det er så vigtigt, at vi hele tiden er i stand til at se borgerne som de mennesker, de er. Så vi forstår, at når der er vrede eller frustration, så har det ikke noget med os personligt at gøre,” forklarer Vicky Merachtzakis:

“Frustrationerne kan være slemme, når sygdom og svækkelse træder ind, og derfor skal vi som ledelse især hjælpe vores medarbejdere med at tackle den psykiske del af arbejdet, så medarbejderne ikke bliver brudt ned.

For Vicky Merachtzakis betyder det, at hun hele tiden har åben dør for medarbejdere, der har brug for at vende en oplevelse fra hverdagen. Og har en borger været for streng, så er det Vicky, der ringer ud til dem og tager en snak om, hvad der er sket:

“Vi arbejder meget med, at medarbejderne øver sig i at turde at tale i fællesskabet her på kontoret. Så fortæller de for eksempel efter tur om deres borgere i vores fælles forum, og det skaber tryghed, at vi kan have denne her åbenhed og faglige dialog sammen.”

Med teamet i teateret

For Vicky Merachtzakis er det afgørende, at hun som leder selv har god støtte i sin ledelse, så de kan tale åbent om hverdagsproblemer. Og at der er rum for, at hun kan få en god ide, der kan være med til at styrke fællesskabet i teamet:

Som da de var 22 medarbejdere, der gik i biografen sammen i Albertslund Teateret for at se Zentropa-filmen “Hjem, kære hjem” om hjemmehjælperen Sofie og netop det grænseoverskridende pres, der kan opstå, når hjemmehjælpere bliver skydeskive for borgere og pårørendes frustrationer.

Spørger man Cura Plejes HR konsulent Anders Krauch om, hvilket lys han ser i Vicky Merachtzakis som leder, er skudsmålet klart:

“Vicky har en virkelig god evne til at møde medarbejderne i øjenhøjde, og så har hun modet til at tage de svære samtaler. Følgeskab opstår, når medarbejderne oplever, de bliver set, hørt og inddraget, og det er Vicky et stærkt eksempel på.”

I en intern score for mental robusthed og evnen til at håndtere følelsesmæssige påvirkninger hos borgerne, foretaget i 2025, scorer medarbejderne hos Cura Pleje Albertslund samlet 8,5 ud af 10.